NYHEDER

Fysisk sommermøde med gøglerworkshop

Tidspunkt: Tirsdag 22. juni 2021 kl 19:00.
Sted: Bålhytte ved Havreballe skov, bag ved Tivoli Friheden og Kongevejen (se kort)
Møde: Fysisk medlemsmøde 2021

Vi kan mødes i den virkelige verden

Den 22. juni 2021 mødes vi virkeligt og ikke bare virtuelt. Vi har lejet en bålhytte i skoven ved siden af Tivoli Friheden. Så ingen zoom denne gang!

Bålhytten i Havreballe skov bliver magisk 22. juni

Frederik har arrangeret en gøglerworkshop hvor vi kan prøve ildslugning, gå på glas og andre gøglerier. Nu har du chancen for at lufte dine jonglerbolde og afprøve dine cirkusdrømme.

Vi udnytter med andre ord, at vi nu mødes udendørs hvor vi kan lave helt andre ting end vores sædvanlige kortnørderier. Men det er der selvfølgelig også plads til. Glæd dig til en hyggelig aften med tryllehygge.

Klubben giver sodavand og snacks. Du er også meget velkommen til at tage din egen købte eller hjemmelavede mad med til bålhytten.

Du må meget gerne give os et fingerpeg, om du kommer, så vi får købt sodavand nok. Enten

  • på Facebook
  • eller på mail: bestyrelse (snabel-a) bestyrelse (punktum) dk

Sæson 2021-2022

Mødet 22/6 afslutter det år, der stod i covid-19's tegn. Vi har været nødt til at holde tryllemøder og seminarer på zoom. Næste år vender vi tilbage til at kunne mødes fysisk. Vi har allerede booket de første arrangementer.

Den kedelige sæson har desværre også kunnet ses på medlemstallet, og det er fuldt forståeligt. Trylleri skal opleves LIVE! Heldigvis har en fast skare af medlemmer støttet klubben i 2020-2021. Det vil bestyrelsen gerne sige TUSIND TAK for. Desuden har klubben netop tjent lidt penge til klubkassen ved at optræde i et storcenter, så vi har lidt på kistebunden.

Det er en forudsætning for næste års arrangementer, at klubben har penge til at betale for nye seminarer. Derfor har vi brug for dig som medlem til næste år! Jo flere medlemmer, jo sjovere bliver det at komme i klubben.

Så uanset om du var medlem i år eller regner med at blive det til næste år, så mød op ved bålhytten og hils på trylle-kollegerne igen til en hyggelig, magisk aften og lad os sammen varme op til næste år.

Nu ved vi, hvor Frederik får sin energi fra. Han lever af ild.

Bålhytten ved Havreballe skov

Bålhytte ved Havreballe skov, ved Tivoli Friheden og Kongevejen

Vi glæder os til at se dig!

– Bestyrelsen


Støt Magisk Club Århus

Støt klubben med dit medlemskab hvis du ønsker, at magien skal leve videre i Aarhus.

Magisk Club Århus tilbyder hver måned arrangementer og møder for tryllekunstnere. Klubben er afhængig af kontingenter og gratis arbejdskraft fra klubbens medlemmer.

Vi er en åben forening, så alle trylleinteresserede kan blive medlem.